fredag den 27. juli 2012

Det lille pus..



Puha vi fik os noget af en forskrækkelse onsdag! Jeg havde tidligt fri, og var derhjemme da jeg blev ringet op af Valdemars vuggestue, om jeg kunne komme og hente ham, da han havde svært ved at trække vejret og han var ked af det. Jeg kørte selvfølgelig afsted med det samme, og gruede noget for, hvad der ventede mig, men tænkte at det nok ikke var så slemt. Da jeg så får øje på den lille mand, ligger han i sin barnevogn, mega træt og med en meget mærkelig vejrtrækning. Jeg kunne straks mærke at noget var helt galt. Han var meget stakåndet og krampeagtig i sin vejrtrækning. Jeg kørte hjem med tusinde tanker farende rundt i hovedet! Skal jeg ringe 112, ringe til egen læge, se tiden an????

Da vi kom hjem tænkte jeg (efter 2 førstehjælpskurser) små børn + vejrtrækningsproblemer = 112! Så jeg trykkede de 3 tal på min telefon, mens hjertet hamrede, jeg græd og Valdemar kæmpede!
Efter ca. 5 min. kom der en sygeplejerske og efter 10 min. en ambulance! En mega grænseoverskridende oplevelse, som jeg aldrig håber vi skal igennem igen. Men de fantastiske mennesker, var SÅ søde og beroligende og respekterede at Valdemar ikke synes det var det aller sjoveste, at blive undersøgt af fremmede mennesker, og de tog det hele i hans tempo!

Vi kom ind på Holbæk sygehus, hvor Valdemar blev undersøgt, lige på det tidspunkt, hvor han burde sove til middag! Så det var bestemt ikke rart! Men det skulle jo gøres. Da lægen kom ind undersøgte hun ham og kom til den konklusion, at han skulle behandles med noget astma medicin. Hun glemte dog at fortælle mig diagnosen, som jeg først fik at vide af en sygeplejerske i børnemodtagelsen, kun fordi jeg selv spurgte om de vidste hvad der var galt med Valdemar!!! 
Astmastisk bronkitisk! (som mange andre børn i dag)

Efter næste lægebesøg blev det besluttet at Valdemar skulle blive natten over på børneafdelingen, hvor han skulle have astma maske hver 2-3. time! Det hjalp rigtig godt! Natten var slem, med en meget vred lille mand, der ikke synes det var sjovt at blive vækket, for så derefter at blive tvunget til at få en maske i ansigtet i 10 min.

I løbet af natten og næste dag blev hans tilstand heldigvis forbedret og vi fik lov at tage hjem, selvom d. 3. læge syntes vi skulle blive. Men vi blev eftermiddagen med og sygeplejerskerne støttede os i, at vi fik lov at tage hjem, med muligheden for at komme tilbage indenfor 24 timer.

Men sikke en oplevelse!!! Jeg nåede da også at have en tude tur, fordi jeg oplevede lægerne som ret arrogante! Jeg fik en følelse af at de bare gik ud fra, at jeg vidste hvad der var galt med min lille dreng og det gjorde jeg jo ikke! I min verden kunne han bare ikke få vejret og det var rigtig skræmmende!! Jeg stod i en situation hvor jeg havde brug for deres hjælp, men fik den følelse, at jeg ikke var en god mor. Den 3. læge kunne heller ikke forstå, at jeg ikke vidste om Valdemars sten var faldet ned i pungen! UNDSKYLD MIG men hvad fanden forventer du og hvad har det med noget at gøre at gøre lige nu?? Det kan jeg da ikke forholde mig til i den situation. Det regner jeg da med min sundhedsplejerske og egen læge har styr på, ellers ville de vel have sagt, hvis jeg skulle være opmærksom på det! Lægen kommer ind og ser os i 5 min. kender os ikke og synes bare han har styr på det hele, men det havde han dæleme ikke, den sidste jeg mødte. Til sidst brød jeg helt sammen og snakkede med en sygeplejerske om det og hun lyttede og trøstede og det betød alt! Ja lille side historie, men det var bare dråben der gjorde, at vi ikke kunne komme hurtigt nok hjem. Jeg er bare ikke god til at være et sted med så mange regler og forskellige mennesker jeg skal forholde mig til. Heldigvis var min lille dreng i så god bedring, at vi fik lov at slippe ud! Ydermere løb min telefon tør for strøm, så jeg var fuldstændig afskåret fra verden udenfor, og kunne ikke dele mine frustrationer med nogen! Jeg fik lov at låne en telefon og jeg fik bedt Jacob om at komme ind til os, sikke en lettelse da han kom. Selvom alt var ok med Valdemar igen, var det rart ikke at skulle stå med det hele alene.

Men tak til sygeplejersker og ambulancefolk, som gjorde et helt fantastisk arbejde. Som fulgte os og respekterede os og gav os den omsorg vi havde brug for oven på sådan et chok! Respekt for jeres store arbejde!!!

Vi er vel hjemme igen. Valdemar tuller rundt og er fræk som han plejer, lidt lettere forpustet og affinder sig med at han skal have en inhalation hver 3-4. time! Hold da op hvor man sætter pris på sit eget hjem, når man har været igennem sådan et hospitalsbesøg!

Tak til dig der læste med så langt!

22 kommentarer:

Menneskebarnet sagde ...

Puha, sikke en grim oplevelse for jer. Håber den lille dreng kommer på benene igen.

Nanna Andersen sagde ...

Føj for pokker en modbydelig oplevelse. :/ det var virkelig forfærdeligt at i skulle igennem det.
Men dejligt han er på højkant igen. :)

Sonnie... sagde ...

Det er en rigtig grim oplevelse, og specielt for lille Valdemar. Det må være frygteligt ikke at kunne trække sit vejr ordentlig.
Har selv et barn, der led meget af astma som helt lille, så jeg kender turen til sygehus, maskerne med medicin, og de massevis af underlige spørgsmål :o)

Godt at høre I er vel hjemme igen.

Trillemus sagde ...

Pyha sikke en grim oplevelse. Godt at Valdemar er ved at være frisk igen. God bedring.

Kh Mette

Linsens sagde ...

Puha, sikke en oplevelse, godt at høre at der er bedring.
Når man selv er mor til en lille vuggestue dreng, så forstår jeg de følelser du beskriver rigtig godt og jeg kunne da heller ikke læse fra start til slut uden en lille tåre ved tanken.
Håber at I ikke skal opleve det igen.

Mette Kathrine sagde ...

ja det var en rigtig grim oplevelse! Det må være forfærdeligt at gå igennem for et lille barn, som ikke kender meningen med blodprøver, iltmaske, medicin og mange forskellige fremmede mennesker, der bare prøver at hjælpe ham. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at man før i tiden bad moren om at tage hjem igen! Det må have været dybt traumatiserende for de børn, der oplevede det.

Den lille lykke/ www.hverdagenslillelykke.blogspot.com sagde ...

Puha, det er en hård og oplevelse. Dejligt I har det bedre igen. Min dreng har været det samme igennem. 1. gang også med ambulance fra Silkeborg sygehus til Herning børneafdeling med udrykning. Han var indlagt tre gange fra han var 1 til 1 1/2 før de besluttede at han skulle have forebyggende medicin. Nu er han 5 og har kun brug for medicin når han er forkølet. Men har ellers ingen men. Forhåbentligt vokser din dreng også fra det, som langt de fleste. God bedring. Tanker fra mig.

Marolle sagde ...

puhhaa sikke en oplevelse!! det var da trods alt at der var nogen som kunne deres arbejde ordentligt.
Godt at det kunne klares med maske.
God bedring til ham.

dankebaar sagde ...

Sikke en skræmmende oplevelse... :-( Dejligt at I er hjemme igen.

Jeg har de præcis samme oplevelser med læger, som du beskriver. Jeg føler efterhånden at de taler til mig som til en kollega, hvor de forventer at jeg forstår alt hvad de siger og kan sparre med dem. I virkeligheden vil jeg bare gerne vide hvad jeg/min familie fejler, om det er farligt og om vi skal have medicin. Ikke mere! I stedet får man halve indforståede beskeder af mange skiftende læger, som slår usikkert op i computere og lægebøger og som mange gange ordinerer forkert medicin, som jeg så må påpege, efter at have købt medicinen, betalt den OG LÆST INDLÆGSSEDLEN!!! Turen om igen - læge, ny ordination, apotek, læse indlægsseddel og krydse fingre for at de denne gang har set rigtigt i deres lægemiddelkatalog.

Overvejer at købe et lægemiddelkatalog, en grundbog i patologi og derefter smide nummeret til min læge væk... ;-)

Til gengæld er sygeplejersker som regel rigtig søde og dygtige (og hjælper med at rette lægerne!) og Falck er altid super prof, men det er jo også et privat firma! Når jeg kan, så vælger jeg at betale for privathospital (fx ved mindre rutineundersøgelser som modermærker osv.). Der får man den rette behandling af de dygtigste fagpersoner som har ordentlig tid. De bliver nemlig godt lønnet og risikerer at miste deres job, hvis de sjusker. Så for min skyld kunne vi godt afskaffe det offentlige sundhedssystem, det ville sikkert også blive billigere for de fleste i den sidste ende.

Kh Maria (som lige fik luft dér!) ;-)

Mette Kathrine sagde ...

den lille lykke - Ja det er jo lige det, at man kan risikere, at de også skal have det forebyggende. Jeg håber vi kan nøjes med anfaldsmed. men vi får at se.

Marolle - ja gudskelov for at der findes folk der tager en seriøst! Men jeg bliver gang på gang forundret over den rangorden der hersker i sundhedssystemet, det er kvalmende! Jeg håber virkelig lægerne ved hvor stor pris de skal sætte på sygeplejerskerne. (der findes selvfølgelig også dygtige læger, det er ikke sådan det skal forstås, jeg var bare uheldig)

Dankebaar - ja hold da op, det må være frustrerende. Jeg har heldigvis ikke været så meget omkring sundhedssystemet, men jeg ved da at min egen prakt. læge har afvist Valdemar en gang, fordi han ikke havde feber. Og det var på trods af vejrtrækningsbesvær og pibe lyde på luftvejene. Han ville ikke engang se ham. 2. gang kom vi dog til undersøgelse, men der fik vi bare antibiotika! De burde have haft mistanken om astmastisk bronk. i følge sygehuset! Det er lidt skræmmende, for jeg stoler jo bare på min læge!

sannepkunst sagde ...

Åh hvor er det synd for jer alle, en oplevelse man godt kunne have været foruden. Hvis det er nogen trøst, er begge mine vokset fra astmatisk bronkitisk.
Som mor til en dreng med et handicap, har jeg i den grad været hele møllen igennem og mange grimme oplevelser, men er nu heldigvis blevet tilkoblet Skejby center for sjældne handicaps, der har de tiid til at lytte og det er i den grad så vigtig, når man står og føler afmagt.
Håber Valdemar kommer godt igennem oplevelsen.
Kram herfra (0:

Mig og Maya sagde ...

Åh ja, jeg kender det ALT for godt. Frederikke har også astmatisk bronkitis og har været indlagt så mange gange.... Det værste var dog dag jeg i efteråret var i Florida på kursus og min datter imens blev indlagt på sygehuset herhjemme fordi hun ikke kunne trække vejret eller stå på benene, ja ikke engang skrige eller græde kunne hun. Det var ikke engang nok med ilt, hun måtte have drop. Puha, da syntes jeg min mnad var ret sej, at han klarede det helt alene. Hun har fået medicin, voksen dosis både morgen og aften lige siden, men nu her hvor det er sommer er vi ved at afprøve om hun klan undvære medicinen. Puha, jeg tror, når man har prøvet sådan noget, så sidder det bare hele tiden i én, hver gang de bliver forkølet osv. Men heldigvis lærer man at kende tegnene bedre og bedre- og så kan jeg bare anbefale ULDUNDERTØJ til efterår og vinter- det har hjulpet min Frederikke meget i det kolde og fugtoge vejr. Knus Heidi

Lise sagde ...

Hvor dejligt at høre en forældre beretning, når man er vant til at stå i sygeplejerskernes sko. Men har nu selv haft barn med bronkitis. Heldigvis plejer de at vokse sig fra det. Det er ihvertfald dejligt at slippe for spaceren.

Mette Kathrine sagde ...

sanne - Jeg har også hørt meget godt om Skejby! Godt for jer at i kan komme der, når i har brug for det oftere :D

Heidi - åh det lyder som en slem omgang hun har din Frederikke! Jeg kan slet ikke forestille mig hvor hårdt det må være at være så langt væk fra sit barn, i den situation. Godt du har en god mand :D Ja der skal helt klart købes uld undertøj ind!!

Lise - ja jeg regner også med at han vokser fra det, det satser vi da på :D Jamen stor ros herfra, Jeg har ihvertfald mødt en masse dygtige sygeplejersker igennem denne oplevelse!

Ditte sagde ...

Puha, sådan et anfald kan godt være ret voldsomt, de kender vi også herhjemme. Godt, han fik hjælp trods en dårlig oplevelse på hospitalet. Vi har selv lige været indlagt med Jeppe, og jeg synes tydeligt, man kan mærke de nedskæringer, der har været de seneste år :(

Mette Kathrine sagde ...

ja det tror jeg gerne! Jeg kender det godt, som offentlig ansat (pædagog)! Men heldigvis så havde de ikke travlt og sygeplejerskerne var super professionelle.

men det vigtigste var han fik hjælp og det gjorde han :D

Gårdejerinden sagde ...

Puha! Sikke en forskrækkelse..
Kan godt forstå du lige havde brug for at dele den oplevelse :0)
God bedring med ham
Rare tanker herfra..

Mette Kathrine sagde ...

tusind tak for støtte fra jer! Det har virkelig været rart at mange af jer har delt jeres oplevelser og erfaringer. Jeg kan mærke det sidder meget i kroppen stadigvæk, selve chokket! Valdemar reagerer også mere på pludselige lyde og bliver ked af det. Ellers er han heldigvis blevet en dejlig glad dreng igen. Jeg tror det har trykket ham i lang tid, uden at vi har vidst hvorfor. Vreden kommer også frem, når man tænker tilbage og kan se at lægerne virkelig burde have sendt os videre noget før, puha, der er lige noget der skal bearbejdes. Tilliden til vores egne læger skal lige bygges op igen.

Dyveke sagde ...

Sikke dog et mareridt! Men godt, at I fandt ud af hvad der var galt. Hvor må det have været en frygtelig oplevelse! Al held og lykke med den lille fyr!

Mette Kathrine sagde ...

Dyveke - ja det var en lettelse, ikke mindst for lille manden, som er vendt tilbage til sit dejlige glade humør igen, efter en lang periode med pjevset og trist humør.

Davids Engle sagde ...

Sikken dum oplevelse. Godt I er hjemme igen, og at knægten er i bedring.
Knus fra Kate

Malene sagde ...

Sikke en grim oplevelse! Håber at han er frisk og frejdig igen, den lille mand.. Hans øjne er jo bare to die for!
Du skal sørme have ros for din evne til at producere smukke børn! ;-)